Hjemmelavet Æble-eddike – fra egen have

aeble-eddike

Hjemmelavet Æbleeddike

Fremgangsmåde

Skyl æblerne og kom dem i en juice-maskine. Er der ingen juice-maskine i køkkenet, så riv æblerne, hæld det i et klæde og vrid saften ud og ned i en skoldet skål. Der skal være æbler nok til 1 liter ren æblesaft.

Skold opbevaringsglasset og hæld æblesaften i glasset, når glasset er afkølet. Læg stoffet over åbningen og en elastik omkring, så det holdes helt tæt. Vær opmærksom på, at det er helt lukket til i toppen, da det kan tiltrække bananfluer i glasset. Brug evt en ekstra stram elastik omkring stoffet.

Stil æblesaften i et stuetempereret skab, der er mørkt, ingen glaslåger, i 7 – 14 dage. Efter en uge eller 14 dage skulle der gerne ses en gæringsproces i glasset, hvor der er små bobler, og på toppen dannes der et begyndende lille skumlag.

Lad æblesaften stå i 1 – 2 måneder i skabet, og kig til det jævnligt. Efter 2 måneder smag på det med en træske (ikke jern). Når æblesaften er klar i farven og omdannet til eddike, hæld det på en mørk, skoldet flaske med låg.

Der vil komme bundfald undervejs og en svamp på overfladen af æblesaften. Det er normalt og skal sies fra, når eddiken hældes på flaske.

Det er muligt, at der går mere ind 2 måneder, inden gæringen er færdig, og eddiken er klar. Kig til det jævnligt og vurder selv.

Der skal være bundfald, en svamp på toppen og væsken skal være helt klar og gennemsigtig.

 

Er gæringsproces ikke gået i gang efter 14 dage

1/2 dl rent vand

1 spsk rørsukker (ikke honning)

Rør det sammen til sukkeret er opløst og hæld 1 – 2 spsk sukkervand ned i æblesaften. Det skulle gerne sætte gang i gæringsprocessen.

INGREDIENSER

1 – 2 kg økologiske æbler

1,5 l opbevaringsglas

1 stk stof